Det bedste fodboldspil i Spanien har i de seneste sæsoner også betydet det bedste fodboldspil i verden. FC Barcelona er af mange fodboldfans blevet kaldt verdens bedste hold nogensinde med en stjerneparade af verdens absolut bedste spillere på holdet – Xavi Hernández, Andrés Iniesta, David Villa, nyerhvervede Cesc Fábregas og naturligvis verdens bedste fodboldspiller, Lionel Messi.
De forsvarende mestre kan dog altid forvente hård kamp om mesterskabet fra de evige rivaler Real Madrid, der kan prale af sin helt egen stjerneparade med spillere som Iker Casillas, Karim Benzema og ikke mindst Cristiano Ronaldo, som lavede scoringsrekord med vanvittige 40 mål i La Liga i sidste sæson.
Men også uden for top to er der hold og spillere, der absolut er værd at kigge nærmere på. Der er Sevilla med Frédéric Kanouté, Villarreal med Giuseppe Rossi og Valencia med Roberto Soldado for at nævne nogle få.
Spændende bliver det også at følge Michael Laudrups eventyr på Mallorca. Den danske træner skal for anden sæson i træk uden penge til rådighed forsøge at redde ø-holdet fra nedrykning. Sidste sæson blev en utrolig tæt affære i bunden, hvor hele seks hold spillede for at undgå den sidste nedrykningsplads. Espanyol endte på ottendepladsen, hele 10 pladser over nedrykningsstregen, men alligevel blot seks point fra nedrykning. Michael Laudrups Mallorca klarede skærene med nød og næppe, 1 point foran nedrykkede Deportivo La Coruña. Nyoprykkede Betis, Rayo Vallecano og Granada vil utvivlsomt gøre sit til, at det ikke bliver mindre spændende i denne sæson.
|